Rideinstruktøren bærer et kæmpe ansvar

I den seneste tids debat om krænkelsessager i ridesporten, er det desværre blevet påvist at grænseoverskridende og krænkende adfærd stadig finder sted i vores sport.
Uagtet om hvor i sporten den finder sted, mener DR-IF det er et seriøst problem der skal tages alvorligt.
DR-IF’s medlemmer er rollemodeller og aktive aktører i denne sport, og bærer et stort ansvar for at sætte dagsordenen for den sunde kultur i fællesskaberne, om det være sig i klubberne, til stævnerne eller på private steder. DR-IF ønsker, at ridesport skal være et trygt miljø at færdes i, hvor alle kan nyde samværet med hestene og hinanden på en etisk korrekt måde for alle parter.

Hvad gør vi allerede?
På DR-IF og DRF’s uddannelser Rideskolemanager og Rideinstruktør/Berider har der i mange år været gjort en stor indsats i at klæde eleverne bedst muligt på. Dette er gjort ved at undervise dem i HR-jura (funktionærlov, kontrakt og arbejdsmiljø), klubbernes og DRF’s værdigrundlag, træneren som rollemodel, professionalisme og kundehåndtering, skelen mellem privatperson/arbejdsliv, ledelse samt forskellige former for konflikthåndtering og generel adfærd. Vi tror på, at ved at oplyse, informere og uddanne vores unge elever under uddannelse, kan det være med til at forebygge uhensigtsmæssig adfærd.

Hvad kan vi gøre yderligere?
DR-IF imødekommer alle initiativer fra DRF på området, og bakker op om åbenhed og debat.
Vi har i DR-IF et ønske om indførelse af trænerlicens, hvor alle fungerende instruktører i Danmark registreres for at kunne udøve deres virke. En sådan licens ville give mulighed for sanktioner i krænkelsessager, samt i alle andre sager, så som f.eks. hestemishandling.

DR-IF opfordrer alle, der oplever grænseoverskridende og krænkende adfærd til at:

  • sige fra i situationen hvis muligt
  • dele din oplevelse med klubledelse, DRF eller DR-IF
  • dele din oplevelse med forældre, venner eller veninder, der kan hjælpe dig med at kontakte de rette instanser, hvis du ikke selv ved hvordan.